Iflg. den restaurerende arkitekt, Leopoldo Torres Balbás, er la Alcazaba de Málaga prototypen på den militære arkitektur fra Taifa-perioden, 11'te århundrede, med sin dobbelte indhegning bag mure og en stor mængde forstærkede punkter. Den eneste paralel til la Alcazaba er Crac de los Caballeros, en fæstning bygget i Syrien af korstogsriddere mellem 12'te og 13'ende århundrede.
Dette palads/fæstning, hvis navn på arabisk betyder citadel, er et af byens historiske monumenter, et meget besøgt område, som tilbyder både historie og skønhed samtidig.
Fra den muslimske periode er fæstningen beliggende ved foden af Gibralfaro-bakken, hvor Gibralfaro-fæstningen ligger, med hvilken la Alcazaba var forbundet gennem en smal passage beskyttet af mure kaldet La Coracha; la Alcazaba lå ved siden af Teatro Romano og foran paladset la Aduana. Der er mulighed for på kun få meters afstand at se foreningen af romersk-, arabisk- og renæssance-kultur, hvilket gør dette sted til noget særligt.
La Alcazaba. som man kan se i dag er resultatet af en lang historisk proces, som kan opdeles i fire etaper: Den muslimske periode fra 10'ende til 15'ende århundrede; fra generobringen til det 18'ende århundrede; den hvor man udelukker den militære struktur og forfaldet, som omfatter det 19'ende århundrede til begyndelsen af det 20'ende; og den med genopbygningen som historisk, kunstnerisk monument fra tiåret i 1930 til vore dage.
Nogle muslimske historikere udtaler, at det var taifa-kongen, berberen Badis ben Habús, som beordrede la Alcazaba opført. Til forskønnelse brugte man marmor, søjler og statuer fra Teatro Romano, men eksperter tvivler på dette, eftersom de mener at i stedet for en ny konstruktion, drejer det sig om restaurering af et gammelt muromkranset fæstningsværk af fønikisk-punisk oprindelse. Og før Badis ben Habús' tid flyttede dynastiet Hammudi, de sidste kaliffer i Córdoba og konger i taifaen Málaga, gennem Fitna de al-Andalus, kalifat-hoffet til Málaga, idet de brugte området la Alcazaba som paladsresidens.
Los almorávides (beduinstamme fra Nordafrika, som invaderede Halvøen i det 11'te årh.) brød ind i fæstningen i 1092 og los almohades (beduinstamme fra Nordafrika, som invaderede Halvøen i det 12'te årh.) i 1146. Senere, i 1279, overgav fæstningen sig til Muhammad II Ben al-Ahmar og overgik til Kongeriget Granada.
Under generobringen udgjorde la Alcazaba en uovervindelig muslimsk bastion for kong Fernando ved belejringen af Málaga, som han omringede efter sejren ved Vélez-Málaga. Fæstningen blev forsvaret af Hamet el Zegri og hans gómeres (nordafrikanske berber-krigere). Belejringen startede den 5. maj 1487, og Fernando formåede ikke at besejre den muslimske hær, som udgjortes af tretusind gómeres og ottetusind bevæbnede mænd. Den 18. august overgav Ali Dordux la Alcazaba til De Katolske Monarker, men under kommando af el Zegri og Ali Derbal modstod el Gibralfaro-fæstningen to dage mere, før de overgav sig p.g.a. sult og tørst. Den 19. januar red de Katolske Monarker ind i byen viftende med korset og Kastilliens flag i ærestårnet i la Alcazaba. Kong Fernando forærede Málaga billedet af la Virgen de la Victoria, et maleri af tysk oprindelse, som den katolske monark havde fået foræret af kejser Maximilian I. Fra dette øjeblik blev hun Málagas skytshelgeninde.
Selv om der findes mange vidnesmål om fæstningens gode tilstand i 1675, led fæstningsværket alligevel mens årene gik under en lang periode med forfald. Især var et jordskælv i 1680 dramatisk, og det samme var et bombardement fra ni franske skibe fra Málaga-bugten i 1693. Under krigen i Rosellón blev fæstningen fængsel for 479 franskmænd, og efter ordre fra statssekretæren, Manuel Godoy opførte man i området el Hospital Real de San Luis. Senere blev ydermurene og en del af området brugt af små landhuse. Det var først i begyndelsen af det 20'ende århundrede, at man begyndte på arbejderne med restaurering, især efter 1930 De hovedansvarlige for disse arbejder var bl.a. kunstkritikeren Ricardo de Orueta, arkitekterne Gonzalo Edo, Leopoldo Torres Balbás, Fernando Guerrero-Strachan Rosado, Prieto Moreno og akademikeren Juan Temboury, alle under opsyn af civilguvernøren, Emilio Lamo de Espinosa.
Historisk og nutidig beskrivelse: Restaureringen giver atter la Alcazaba et udseende som et pragtfuldt nazarí (kongeriget Granada) bygningsværk på klippen. Det er lige dele nødvendighed og skønhed i et arabisk palads organiseret med rektangulære haveanlæg og grusgange rundt om haver og damme. Paladsets udseende, som i overensstemmelse med traditionerne for den granadinske arkitektur, søger i det indre efter lysets skiften til skygge for at opnå disse virkninger, som så godt kendetegner den granadinske arkitektur.
Fæstningens militære elementer gør den til et af de mest betydningsfulde, muslimske arbejder i Spanien. Med dødbringende våben, befæstede tårne og stærke mure som defensive elementer - alligevel er fæstningens bedste forsvar dens beliggenhed, fra sine balkoner dominerede den byen og bugten.
Omkring fæstningen var der en bydel, i dag er den forsvundet, som endda havde et system til at udlede spildevandet og med latriner i næsten alle husene, hvilket beviser det høje niveau af civilisation, som eksisterede.
Man lavede flere følgende rekonstruktioner, nogle indtil det 20'ende århundrede, som nu er synlige med betydningsfulde arkæologiske udstillinger. I de første udgravninger i restaureringen kom der rester af romerske mure af beton til syne, dekoreret med rødt stuk. Og små vandbeholdere i pizarra (sort sten) beregnet til fremstilling af garum (fiskepasta) og et fangehul, hvor man om natten isatte de kristne fanger, som arbejdede om dagen.
La Alcazaba er et bygværk, som er konstrueret på klippe, og her må fremhæves den harmoniske samling af nødvendige defensive anordninger og den bløde skønhed i dens anlæg og haver. Fra opførelsen har det drejet sig om en byfæstning med et politisk-administrativt brug som sæde for regering og kammer for byens hierakier. Af de 15.000 m2 af indvendig overflade, som man har bevaret i dag, er de 3478 m2 med bebyggelser, vi ville kalde for civile, 3516 m2 med bygninger af militær karakter, og resten er uden bygninger.
Af den oprindelige struktur har man helt mistet den såkaldte Haza de la Alcazaba eller Haza Baja, det indvendige lukkede område sydligt i la Alcazaba, som kastillianerne trist kaldte "el corral de los cautivos" (fangernes indhegning), og som Rodríguez de Berlanga beskriver i sin bog "Malaca" som struktur til cyklopernes mure og tårne. Ligeledes fandt man i den gamle gade calle de Zagal det gamle moske-kapel under skulpturen af ærkeenglen Gabriel, som kong Fernando beordrede konstrueret i 1497 - i dag er også den forsvundet.
For at komme til det øverste område i paladset, hvor cadien eller borgmesteren boede, og som man endnu i 1675 bevarede i god stand, efter hvad Cristóbal Amate de la Borda beretter, og hvor man husede Hans Majestæt Felipe IV af Spanien under hans besøg i byen i 1625, er det nødvendigt at gå fra det indre af byen gennem tre koncentriske, tilmurede, forlængede områder og otte forstærkede døre. som gav sikkerhed for beboerne, både konger og muslimske guvernører, som boede i taifa-paladset (taifa = smårige) og nazari-paladset (nazarí = kongeriget Granada).
Tårnene og murene er blevet rekonstruerede delvist, både før og efter byen kom på kristne hænder. Til konstruktionen brugte man forskellige materialer, og man genbrugte dele fra Teatro Romanos anneks som søjler og søjledekorationer.
I begyndelsen af den muslimske periode brugte man kalksten fra et nærliggende kalkbrud ved havet. Men denne sten går hurtigt til grunde p.g.a. fugtighed, hvorfor man var tvunget til hurtige reparationer. I slutningen af det 13'ende og begyndelsen af det 14'ende århundrede forstærkede man mure og tårne ved at vedhæfte stærkere murværk.
Områder
Zone for indgang til det øverste område: Straks efter generobringen af byen af De Katolske Monarker blev hele indgangszonen ændret. Da hovedporten og den såkaldte Puerta de las Columnas blev fjernet, måtte man stige op ad en rampe med trappetrin, som sluttede i Arco del Cristo.
Denne arco (bue) er en åben bøjet passage i det indre af et tårn, hvis øverste del blev genopbygget. Indgangsbuen, omkranset af en alfiz (buet dørdekoration) af mursten, hviler på søjler og har fundament af sten, som var forgyldt. I den højeste del af området var der en matacán (forsvarsredskab), hvilket bevidnes af to konsoller af sten øverst på muren. Hvælvingen over passagen er tom og af mursten. Indvendig i buens sidestykker er der rester af sten fra arbejder i det 11'te århundrede. Porten blev genopbygget i slutningen af det 13'ende århundrede.
Foran udgangsdøren, Arco del Cristo, kom rester af romerske mure af beton beklædt med rødt stuk til syne, og man udgravede små væskebeholdere i sorte flisesten beregnet til tilberedelse af garum (fiskepasta).
Plaza de Armas (våbenpladsen): Det drejer sig om en af de mest interessante, bevarede pladser, det er et plant område, hvorfra man har udsyn over hele byen, og hvor man efter generobringen installerede artilleriet, hvorfor man døbte den Plaza de Armas. Ved siden af pladsen finder man Torre de la Vela og la Puerta de La Coracha, herfra fører en sti til castillo de Gibralfaro. I Torre de la Vela installerede man en klokke efter erobringen af byen.
Arkæologiske arbejder udført af professor Manuel Acién har fundet beviser i dette område på en primitiv moske fra emiratperioden, det 8'ende århundrede.
Puerta de los Arcos (buedøren): Indgangen til det sidste område sker gennem la Puerta de los Arcos og Torre del Tinel. Ved udgravninger her fandt man kun et fangehul, hvor man om natten opbevarede de kristne fanger, som arbejdede om dagen. Fernando Guerrero Strachan fandt i dette område en række små haver på terrasser, hvor man havde installeret et romersk bad af marmor, et udhugget vildsvin i sten og en enorm menneskefod i marmor, også fra den romerske periode.
Cuartos de Granada:
Paladset var organiseret med rektangulære haver med stier rundt om. Der er tre eksisterende haver, som i siderne havde åbne indgangspartier med tre hesteskobuer, den største i midten, en disposition som er typisk for haver i Al-Andalus. Den første af disse, den mindste, er kun rekonstrueret i syd med tre hesteskobuer, som hviler på to søjler af marmor. Dette indgangsparti tilhører genopbygningen, som blev udført i det 13'ende og 14'ende århundrede.
Vest for indgangspartiet og i forbindelse med dette, findes en lille pavillion, som er åben i fire sider med fligede buer af kalk på kryds og tværs.
Barrio de viviendas o castrense y Torre del Homenaje (Bolig og militær bydel og Torre del Homenaje (ærestårn):
Bydelen havde også et hygiejnesystem til fjernelse af spildevand, og næsten alle boligerne disponerede over latriner, hvilket beviser den høje grad af civilisation, man havde.
For enden af bydelen finder man la Torre del Homenaje, som er næsten kvadratisk, det er opført i det 14'ende århundrede. Man konstruerede en bolig i toppen af tårnet med sale og patio. Af trappen, der førte der op er der ingen spor.
Åbningstider for besøg på la Alcazaba i Málaga:
Fra april til oktober fra 09:00 til 20:00 alle ugens dage,
fra november til marts fra 09:00 til 18:00 alle ugens dage.
Priser for at besøge la Alcazaba i Málaga:
Normalpris 3,50 euros, reduceret pris 0,60 euro til fordel for indbyggere i Málaga, børn mellem 6 og 16 år, studerende og pensionister.
Kommentarer
Send en kommentar