Málagas historie, Málagas basílicas

El Catedral de Málaga: Er en af den spanske renæssances juveler. Historie, kunst og tro manifesterer sig sammen i la Santa Iglesia Catedral Basílica de la Encarnación de Málaga.

Katedralens omfangsrige historie stammer fra Stormoskeen, oven på hvilken den blev opført. Fra dengang og med resultatet af de forskellige tilbygninger og stilskift siden da har den forvandlet sig til en majestætisk renæssance-barok katedral med et stænk af gotisk stil.

Træd ind i katedralens indre, bekræft dens skønhed, nyd dens enestående struktur og dens store kunstneriske og arvemæssige rigdom. Gå ikke glip af detaljer ved dens Capilla Mayor, eller det pragtfulde lærred med la Virgen del Rosario skabt af Alonso Cano, det folkelige Virgen de los Reyes og den gamle gotiske altertavle, Santa Bárbara. Gå til koret og føl udstrålingen fra en af de vigtigste samlinger af skulpturer fra den spanske barok.

Historien om katedralen er intimt forbundet med Stormoskeen (la Mezquita Mayor), oven på hvilken den blev opført og anbragt indenfor det muromkransede arabiske område. Opførelsen daterer sig til 1487, det år hvor Málaga blev erobret af de castillanske tropper. Det var dengang la Mezquita Aljama blev forvandlet til katedral konstrueret på kristen vis med dekorative sengotiske elementer og underkastet dedikationen for Santa María de la Encarnación. 

I en første fase konstruerede man kun hovedgavlen ved hjælp af korintiske søjler og semisøjler. Gennem det 17'ende århundrede avancerede arbejdet næsten ikke, kun opførte man koret. Det 18'ende århundrede skulle være det definitive århundrede for at nærme sig afslutningen af arbejderne. Opførelsen af katedralen begyndte i 1525 og sluttede i 1782 - selv om den aldrig blev helt færdigbygget.

I 1768 ville katedralen åbne for offentligheden, sådan som vi kender den i dag. Der manglede kun færdiggørelse af tårnene og kapellerne i den nye afdeling. Napoleons invasion forhindrede arbejderne i at fortsætte i løbet af det 19'ende århundrede. 

Udvendig arkitektur

Den store hovedfacade er en exellent barok-komposition rigt dekoreret, den er tilbagetrukket i forhold til retningen markeret af de to tårne. Dens centrale krop præsenterer to etager og tre passager delt af høje korintiske søjler, som står i par og forhøjet over deres baser.

I den øverste etage er udformningen af hver passage ens: Tre store vinduer og over dem et andet flankeret af to små vinduer. En stor gesims med en balkon slutter facaden og omfavner de to karakteristiske tårne.

Det nordlige tårn hæver sig til 87 meters højde, det gør katedralen til den højeste i Andalusien. På den anden side er det sydlige tårn ikke færdiggjort, det står med enderne af søjlerne i vejret. Det nodlige tårn består af fire kroppe. De to første er forenet med facaden og med det sydlige tårn, den tredje har den samme struktur og åbner i hver side en tredobbelt buegang identisk med den i den anden krop i den centrale del. Her befinder de 14 klokker sig. Den fjerde og sidste krop er ottekantet, i den befinder sig et ur. Den afsluttes med en kuppel.

I den modsatte ende finder man Katedralens hovedgavl med stor lighed med en fæstning. Nogle detaljer som dens vandkanoner med form som rigtige kanoner viser det.

I begge sider præsenterer katedralens to symmetriske facader, et arbejde af José de Bada. 

De er opført med to kroppe. Den første indeholder en stor delt pidestal, over hvilken der rejser sig fire korintiske søjler, der hver og en giver plads til en niche. Den anden krop viser ligheder, den øverste del afsluttes med to trekantede "frontones" (dekoration) støttet af søjler og en stor central buet fronton, som dækker en tredobbelt niche omkranset af lister. Hver dør er en halvbue. Fire store tårne med form som sekskanter markerer dørene til kirkerummet.

Til slut henviser man til den eneste gotiske facade i komplekset. Den befinder sig i den nordlige side og tilhører kirken el Sagrario. Den blev beordret opsat af el Obispo Ramírez de Villaescusa i det 16'ende århundrede og udmærker sig ved sit rige program af ikonografer.

Indvendig arkitektur

La Catedral de la Encarnación de Málaga imponerer med sin monumentalitet, dimensioner og højde.

Resultatet af de forskellige konstruktionsetaper er, at det er blevet opført en stor renæssance-barok katedral med et stænk af gotisk stil. Den præsenterer en grundetage som latinerkors bestående af tre skibe med samme højde (41,79 meter), men med mindre bredde i siderne. Afslutningen er en hovedgavl med poligonal udformning med "girola" (smal gang bag alteret). Den forhøjede del udgøres af den såkaldte "estructura siloesca". Over en base rejser der sig en stor søjle med halve, korintiske søjler ved siden af hinanden, som støtter en delt "entablamento" (samling af lister og elementer). Oven på denne første krop disponerer man over en kvadratisk pille, hvor hvælvingsbuen slutter. Dette system tillader, at man øger højden i skibet. 

På højde med søjlerne i den anden krop finder man en tredobbelt buegang, det er stedet hvor lyset trænger ind i det indre af templet. Oven over søjlerne befinder sig en anden samling af vinduer, bygget semicirkulære i centrum og et par små vinduer i hver side. Sideskibene har en lignende struktur.

Lyset, som strømmer ind i det indre af templet, bliver blødgjort af de små polikrome ruder, som på sin side bidrager med en større estetisk skønhed. Størstedelen af de nuværende ruder er moderne. Metoden, som Cabildo valgte for at øge sin samling gennem århundrerne 19 og 20, var at søge efter donationer.

Omtale fortjener katedralen for sine enestående hvælvinger med stor højde og exellent dekoration. Mens man præsenterer en enhed, er det nødvendigt at skelne mellem de to konstruktionsetaper fra 16'ende og 18'ende århundrede. I hovedgavlen "girola" (smal passage) og stenkors, den ornamentale udsmykning er skabt af et element med elliptisk form, lukket, over hvilken man disponerer over en lang pyramidisk krop. Bygningen følger i det 18'ende århundrede det samme dekorative program i kuplerne med en større tilstedeværelse af kurver og lister. Den store nyhed i den sidste etape er tilsynekomsten af vandpalmer sammenflettede  med skaller på kuplerne.

Man bør fremhæve det ikonografiske program for hvælvingerne, som er klart defineret i to områder: Gammelt arbejde og nyt. I det første centrerer diskussionen sig om teologiske og grundlæggende dyder. Troen og velgørenhed kommer til syne i præpræsteskabet og bebudelsen i den centrale kuppel. De grundlæggende dyder: Forsigtighed, mådehold. retfærdighed og styrke, har til huse i kuplerne.

I det nye arbejde fra det 18'ende århundrede etablerer programmet sig ved hjælp af par: I den første kuppel i koret befinder ærkeenglene sig, San Miguel og San Rafael, i den anden kuppel over koret ærkeenglen San Gabriel og vagtenglen, og i de to kupler efter koret, ser vi San José med barnet og Santo Tomás de Aquino  i det første og San Hermenigildo og San Fernando i det andet.

Kapeller:

Capilla de San José: Oprettelsen af kapellet er relativ sen, i slutningen af det 18'ende århundrede. Den første henvisning vedrører la Virgen de las Angustias. Den dengang værende biskop i Málaga, José Franquis Lasso de  Castilla, født i Granada, donerede et billede af den nævnte, lidende. skytshelgeninde i hans fødeby. 

En stor treenighed i la Anunciación (Bebudelsen), et værk af César Arbassia, markerer San José. I sidefløjene kan man se scener fra la Visita de la Virgen a Santa Isabel (Jomfruens besøg) og la Adoración de los Magos (Tilbedelsen af kongerne). Og bagved ser man billeder af San Pedro og San Pablo.

Capilla de San Rafael: Kapellet er opført med en altertavle af forgyldt træ med udvikling af delte søjler og  frontoner, alt opført i tre passager. I den centrale passage finder man skulpturen af navngiveren af kapellet, San Rafael. Det drejer sig om et anonymt værk fra det 18'ende århundrede, som erstatter det originale billede, som forsvandt under den spanske borgerkrig. I nicherne på sidepassagerne finder man billeder af de to Tobias.

Capilla de San Sebastián: Utallige billeder af San Sebastián i kunsthistorien har bevirket, at man kalder ham den kristne Apollo, fordi han er en af de mest kopierede helgener.

Hans billede, udført af den malagensiske maler Jerónimo Gómez, pryder den nybarokke altertavle med store korintiske søjler med forgyldt træ og polikromadet, et arbejde af den malagensiske skulptør José Navas Parejo.

Capilla del Cristo de las Victorias: Gennem mange år blev det brugt som omklædningsrum for kirketjenere. I dag er det indgangen til la Sala Capitular, til hvilken man får adgang gennem døren, som er i det højre hjørne.

Det var i det 20'ende århundrede, kapellet blev ophøjet til kapel. Man dekorerede området med en ny altertavle og med en nyescurialense (relativ med el Escorial, Madrid) struktur i overensstemmelse med epoken. I den centrale passage finder man Cristo de la Victoria fra det 17'ende århundrede, et værk af Alonso de Mena.

Capilla del Sagrado Corazón: Altertavlen i barok stil repræsenterer livet og martyren San Pelayo i en serie på 11 renæssance-malerier fra den første tredjedel af det 16'ende århundrede. Værket er lavet af mesteren fra Becerril.

I den centrale niche præsenteres indehaveren af kapellet, El Sagrado Corazón, hengivelsen refererer til Jesus Kristus' fysiske hjerte som et symbol på ophøjet kærlighed.

 

Dekorationen i kapellet er komplet med malerier på begge sidevæggene, mellem hvilke man må fremhæve kopierne af de to originaler fra Murillo, som opbevares i el Museo de Bellas Artes i Sevilla, Santa Justa og Santa Rufina, og San Leandro med San Buenaventura.

Capilla Virgen del Rosario: Kapellet modtager sit navn  Virgen del Rosario p.g.a. det pragtfulde maleri, som pryder det, et værk af maleren Alonso Cano fra Granada. Det anses som et af katedralens bedste værker.

Størrelsen og den omhyggelige komposition viser den kunstneriske betydning af Alonso Cano indenfor den spanske barok-stil. Kvaliteten i materialerne definerer med stor sikkerhed og skønhed forståelsen af barok-stilen, som indeholder ro og klassisk ligevægt, hvor jomfruens ansigt er enestående og spektakulær.

Capilla de la Inmaculada Concepción (Ubesmittet undfangelse): Dette kapel er en frugt af den dybe mariana-hengivenhed (for jomfru Maria) i vort land (Spanien). Kirken udvikler denne dogme, idet man giver en særlig position til Maria som Moder til Jesus og Kirkens moder.

Den gamle altertavle brændte. Perioden med rekonstruktion af det kunstneriske arvegods under efterkrigsårene introducerede en ny og moderne altertavle i træ, som står godt til det store lærred af la Purísima (Den Rene). Dette værk fra det 17'ende århundrede har en stor kunstnerisk interesse. Det er attraktivt p.g.a. sine elegante nuancer, sine exellente farvestrøg og den udvalgte bevægelse. Det er udført af Mateo Cerezo.

Capilla Virgen de los Reyes (Kongeparrets Jomfru): I sin tid var dette område forrum til katedralens sakristi. I dag findes her indgangen til urnegravene, hvor man begraver katedralens kirketjenere.

I den venstre del kan man se altertavlen, designed af madrileneren Juan Niño de Guevara. Iflg. traditionen blev denne gotiske jomfru fra det 15'ende århundrede foræret af dronning Isabel efter erobringen af byen (Málaga) i 1487. I første omgang lyste hun på det store alter og senere, i det 17'ende århundrede, blev hun flyttet til dette kapel dedikeret hendes navn som et udtryk for tak for udryddelsen af pestepidemien, som havde hærget byen.

Capilla de San Francisco: Dette område er dedikeret til Franciscanerne, en orden af tiggermunke, som blev skabt af San Francisco de Asís. Det drejer sig om den første orden, som etablerede sig i Málaga. 

Altertavlen er af kastilliansk stil, den første barok-stil fra det 17'ende århundrede. Det er opbygget med et ikonografisk program, som handler om helgener og helgeninder fra franciscanerordenen. I centrum bemærker man Santa Clara og San Francisco de Asis, sidstnævnte er tilføjet senere, et værk af Fernando Ortiz. Omkring den centrale passage kroner man med en Calvario (Kristus på korset) og med adelige skjolde fra velgørere, el marqués de Siete Iglesias og el conde de la Oliva.

Capilla de Santa Bárbara: I dette område finder man katedralens ældste altertavle, den eneste som resterer fra den primitive moske-katedral. Det drejer sig om en gotisk samling bestilt i 1524 af billedhuggeren Nicolás Tiller og af maleren Francisco de Ledesma. Lukningen af dette kapel under den spanske borgerkrig medvirkede til, at vedligeholdelsen af altertavlen var perfekt.

Det ikonografiske program præsenterer figurerne fra el Calvario (Jesus på korset), Santa Catalina, Santa Apolonia, San Roque, gruppen Santa Ana med jomfruen og barnet, Fædre fra kirken og  de fire evangelister. Mellem billederne finder man scener fra Bebudelsen, San Francisco, Santo Domingo, Santo Tomé, San Damián og helgenerne fra byen, San Ciriaco og Santa Paula.

Capilla de la Encarnación: Dette kapel er dedikeret og tilegnet til katedralen: "la Encarnación", et vigtigt element i vores tro.

Oprindelsen til dette kapel kommer fra biskop Fray Bernardo Manrique, hovedmotor med arbejderne med katedralen i det 16'ende århundrede, og som reserverede dette kapel til sin begravelse. Kort efter fik biskoppen Francisco Pacheco opgaven med at forskønne kapellet, og derfor anskaffede han hovedaltertavlen hos billedhuggeren Juan Bautista Vázquez og den billedmæssige dekoration hos den italienske maler César Arbasia.

Capilla de la Virgen del Pilar: La Virgen del Pilar, patrona de la Hispanidad, er en af de helgener, som omfattes med størst folkelig glød i vort land (Spanien).

I det 16'ende århundrede modtog dette kapel navnet fra San Gregorio, og det blev folkelig kendt som det fra el "Pozo" (brønd), fordi det var stedet hvor man fandt brønden, som tjente som vandforsyning under arbejderne i kapellet. Efter de tab, man led under borgerkrigen, er det arkitekten 

Capilla Cristo del Amparo: Tidligere kendt som Capilla del Trascoro (dekoreret skillevæg) p.g.a. den improviserede måde koret var anbragt på før forandringen af den gamle moske-katedral til det tempel, vi kender i dag.

Kristus, som giver navn til kapellet, og som har hjemme i dette hellige område er et værk af Antonio Gómez fra Granada. Opførelsen er fra det 17'ende århundrede under biskop Tomás de Borja. Ved fødderne af denne Kristus har man anbragt en lidende anonym person og to vitriner.

Capilla de San Julián: Det er det sidste kapel på la girola (smal gang) Gennem hoveddøren får man adgang til la Sacristía de la Catedral.

I 1637 var Málaga plaget af en epidemi, som berørte hele befolkningen, man betroede sig til San Julián, Obispo de Cuenca, for at kunne overvinde denne forfærdelige skæbne. For at bekæmpe denne sygdom, forærede den dengang værende biskop fra la Mancha det malagensiske tempel et maleri, som viste la Aparición de la Virgen a San Julián (tilsynekomsten), et værk af maleren Cristóbal García Salmerón. Derfra stammer den store dedikation d.d.

Coro y capillas del trascoro (Kor og bagved liggende kor)

Coro: Koret i Málagas katedral en af de mest fremtrædende skulpturelle samlinger fra barokkens Spanien i det 17'ende århundrede.

Stolerækkerne er et filigran af kunst. De er udhuggede af ceder-, mahogny- og granadillotræ fra Amerika, de består af et rektangulært område opdelt i tre niveauer: De to første består af 44 sæder og den sidste med form som et ático (forhøjet rum). Det drejer sig om et naturalistisk kompendium forenet med de fineste teknikker. I den første krop findes et dekorativt program smykket med diverse geometriske, vegetale, fauna og alegoriske motiver såsom maskuline og feminine ansigter.

I den anden krop præsenteres som den eneste forskel den dekorerede bagside, hvor der befinder sig skulpturer af Virgen María Coronada (den kronede jomfru) omgivet af apostle, evangelister, læger fra kirken og en bred vifte af helgener og stiftere af religiøse ordener.

Den tredje og sidste krop indeholder en række feminine hoveder indrammet med lister og færdiggjort med dekorationer.

Trascoro: Efter afslutningen med arbejderne med koret var der i området bag ved  totalt syv nicher med deres respektive altre.

Den første, der blev færdiggjort, var den, der indeholder en gruppe skulpturer "de la Piedad" (Fromhed), udført i marmor af brødrene Pissani, skulptører med stor prestige fra Florens.

På begge sider af dette udtryksfulde nyklassiske billede anbragte man senere to store træstykker polykromeret i hvidt med den hensigt at simulere marmor. Det drejer sig om San Juan Evangelista og Santa María Magdalena, arbejder af malagenseren Salvador de Gutiérrez León.

La Capilla Mayor: Den ansvarlige for den dekorative udvikling af dette område var den italienske maler Césare Arbassia.

På det nedre niveau ved el tabernáculo ser man malerierne af Arbassia, som viser scener fra la Pasión de Cristo: Jesús en casa de Anás, Oración en el Huerto, Última Cena, Jesús ante Pilatos y la Flagelación. På friserne, busterne af los Padres de la Iglesia og de los profetas y antecedentes familiares de Jesucristo. De første (San Agustín, San Jerónimo, San Gregorio og San Ambrosio) uddyber og udsender den doktrinære meddelelse, Jesus bragte til verden og, de følgende (San Juan Bautista, Abraham, Moisés y David) annoncerer ankomsten af Mesias.

På det øverste niveau finder man figurer af komplette kroppe af en række martyrer, som udgød deres blod for Kristus: San Ciriaco, San Lorenzo, San Sebastián, San Esteban, Santa Catalina, Santa Inés, Santa Eufemia y Santa Paula.

Denne visuelle instruktion i den kristne doktrin kompletteres af figurerne i hvælvingerne i el Presbiterio (området omkring alteret) og el crucero (hvor to skibe mødes). En række af alegoriske figurer symboliserer de teologiske dyder, de moralske dyder og scener fra Bebudelsen.

To diskrete prædikestole af rødt marmor designed af  Fray Juan Bautista mellem 1674 og 1677.  lukker for området til Eukaristien (gudstjeneste med vin og brød).

Besøg i loftshvælvingerne: Den 12 maj 2015, efter man havde fået konstrueret nogle pasarellas, åbnede man adgangen til loftshvælvingerne for publikum. En guidet tur på ca. en time, hvor man kan nyde et panorama over byen inkl. la Alcazaba og el Gibralfaro. 

Midlertidige åbningstider (p.g.a. COVID-19):

Mandag til lørdag fra 10:00 til 18:00. Søndag fra 14:00 til 18:00.

Næste: Málagas basílicas forts.